Verdens vigtigste sprog
er smilets sprog
Dengang sommerfuglene blev skabt, skete det at der blev een tilovers, som der ikke var en krop til. Heller ingen vinger, ingen følehorn, intet af det, dens søstre og brødre havde, som flagrede rundt i luften som smukke blomster.
Den var og blev usynlig.
Til at begynde med vidste den det ikke, og som de andre lod den sig bære af vinden, satte sig på blomsterne, for, som den troede, ved sin nærværelse at gøre dem endnu smukkere.
Men endelig en skønne dag gik det op for sommerfuglen: Ingen lagde mærke til den, ja af og til stødte den endog sammen med de andre sommerfugle, skønt den altid passede godt på, og kun sætte sig på blomster, som var tomme. For-og det kunne den jo ikke vide-de andre så den jo ikke.
Og da forstod den, at den måtte være usynlig. Egentlig burde det være gået op for den for længe siden, for selvfølgelig kunne den heller ikke se sig selv. Men det havde aldrig generet den. Den mente, det var nok, hvis de andre kunne se dens skønhed, den behøvede ikke selv at kunne se den.
Men nu blev den alligevel ked af, at slet ingen kunne se den, og så fløj den lige op til livets skaber og beklagede sig bittert.
Skaberen så længe eftertænksomt på den usynlige sommerfugl og sagde så omsider: „Jeg forstår dig, men arbejdet er færdigt. Der er virkelig slet ikke mere, jeg kan give dig, og desuden, hvis du havde en krop og vinger og følehorn og alt det andet, så måtte du jo også dø, som alle andre levende væsner. Ønsker du det?“
„Ja,“ svarede den usynlige sommerfugl, „hvis jeg kunne glæde andre hele livet, så ville jeg gerne dø til sidst.“
Skaberen blev meget eftertænksom, for det var vel første gang, han hørte noget sådant. Han tænkte sig længe om, meget længe, og sagde så omsider: „Jeg vil opfylde dit ønske. Du vil blive synlig fra nu af, men dø skal du ikke. Derfor giver jeg dig heller ikke din egen krop.
Flyv ned til menneskene og vær deres smil.“
Dieter J Baumgart
transl.: Inger Dethlefsen, Dänemark